Som et af flere redskaber til at dæmme op for den aktuelle konflikt mellem to bandegrupperinger indfører Københavns Politi en visitationszone på dele af Nørrebro, Frederiksberg og Nordvest og en, der dækker et område på Amager.
Det er politiets vurdering, at der er en aktuel voldelig konflikt mellem to kriminelle grupperinger. Den ene af bandegrupperingerne holder til omkring Indre Nørrebro samt i området omkring Holmbladsgade på Amager. Den anden gruppering har ikke umiddelbart et fast tilholdssted, fordi den primært styres fra udlandet.
Konflikten har medført flere voldelige hændelser, og politiet vurderer, at skuddrabet på en 43-årig mand på Hans Tavsens Gade torsdag eftermiddag er seneste led i konflikten.
”Vi hverken kan eller vil acceptere bandernes voldsudøvelse i København, og derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at forhindre lignende episoder. Her er visitationszoner et vigtigt redskab til at sikre, at bandemedlemmerne ikke bærer skydevåben eller andre våben,” siger chefpolitiinspektør Søren Thomassen.
”Visitationszonerne er et af flere tiltag, vi tager i brug for at sikre borgernes tryghed og gøre det så svært som muligt for de kriminelle at gennemføre deres voldelige handlinger,” siger Søren Thomassen.
Københavns Politi vurderer, at der er størst sandsynlighed for, at yderligere hændelser relateret til konflikten vil finde sted i de to visitationszoner. Desuden er der i de områder, zonerne omfatter, tidligere fundet og beslaglagt en række slag-, stik- og skydevåben.
Visitationszonerne er indtil videre gældende fra i dag, fredag den 9. august 2024 kl.17.00, til fredag den 23. august 2024 kl. 17.00 i de to følgende geografisk afgrænsede områder:
Zone 1
Nørrebrogade – Peblinge Dossering – Svineryggen – Danasvej – Vodroffsvej – Niels Ebbesens Vej – H.C. Ørsteds Vej – Kastanievej – Bülowsvej – Grundtvigsvej – Falkoner Allé – Gammel Kongevej – Smallegade – Hospitalsvej – Howitzvej – Sylows Allé – Falkoner Plads – Solbjergvej – Solbjerg Plads – Nyelandsvej – Falkoner Allé – Jagtvej – Borups Allé – Utterslevvej – Utterslev Torv – Skoleholdervej – Frederiksborgvej – Tuborgvej – Tagensvej – Rovsingsgade – Vermundsgade – Lersø Parkallé – Jagtvej – Tagensvej – Blegdamsvej – Fælledvej – Nørrebrogade.
Zone 2
Amagerbrogade – Uplandsgade – Strandlodsvej – Øresundsvej.
I visitationszonerne kan politiet foretage stikprøvekontrol af personer og biler, uden at der behøver at foreligge en konkret mistanke om kriminalitet.