Syv mænd er i dag idømt mellem otte måneder og 14 års fængsel i sag om to drabsforsøg i et supermarked på Nørrebrogade i januar sidste år.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Københavns Byret har netop afsagt dom i en sag om to drabsforsøg begået i et supermarked på Nørrebrogade den 27. januar 2023. De syv unge mænd i alderen 17 – 21 år er idømt mellem 8 måneder og 14 års fængsel. Fem af de tiltalte blev dømt for drabsforsøg på en, i dag, 23-årig inde i supermarkedet. De fire af dem blev idømt 12 års fængsel. Den ene af de fem – en 21-årig – blev desuden dømt for et yderligere drabsforsøg på en tilfældig kunde. Han fik 14 års fængsel.

De to sidste blev ikke dømt for drabsforsøg men i stedet for forsøg på grov vold mod den 23-årige og blev idømt hhv. 8 og 10 måneders fængsel.

Overfaldet fandt sted i en periode med en række knivstikkerier i området omkring Nørrebro og Nordvest. Kort efter var der også en skudepisode på Nørrebro. Det var således politiets og anklagemyndighedens opfattelse, at der på tidspunktet var en voldelig konflikt mellem to kriminelle grupperinger fra de nævnte områder.

Alle syv blev derfor også dømt efter § 81a, da drabsforsøget og forsøget på grov vold på den 23-årige var egnet at fremkalde en konflikt mellem bandegrupperinger.

De tiltalte er også idømt et forbud mod at færdes og opholde sig i to områder på henholdsvis Nørrebro og Amager i hhv. tre og otte år.

Retten valgte ikke at følge anklagemyndigheden påstand om frakendelse af dansk statsborgerskab og udvisning.

Én af de tiltalte ankede på stedet, mens de resterende udbad sig betænkningstid.

Desuden blev de fem tiltalte, der blev dømt for drabsforsøg, fortsat varetægtsfængslet efter dom.

Kilde Københavns Politi.