Københavns Kommune vil sammen med DSB give den travle men nedslidte station og området omkring et tiltrængt løft med nye trapper, grønt byrum, cykelstier, cykelparkering og fjernelse af defekte rulletrapper.
Rulletrapper der ofte ikke virker. For få adgangsveje til perronen. Problemer med kriminalitet, udesovere, uautoriseret loppemarked, og en relativ mennesketom, utryg og nedslidt stationsbygning. Det er nogle af kendetegnene ved Nørrebro Station i dag.
Københavns Kommune og DSB går nu sammen om at give området et tiltrængt løft. Det sker ved at Københavns Kommune søger midler til en opgradering af stationen og området omkring fra statens pulje til mere trygge, attraktive og grønne stationer.
”Der er behov for at løfte Nørrebro Station. Hele området skal gøres mere trygt og nemt at komme til og fra, så flere vælger offentlig transport, og i det hele taget skal København være meget mere grøn. En opgradering af Nørrebro Station vil både komme passagerer, pendlere og områdets beboere til gode. Midler fra statens pulje vil gøre en afgørende forskel,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
Konkret har Københavns Kommune søgt om midler fra puljen til at fjerne rulletrapper, der ikke fungerer. Etablere nye trapper op til perronen syd for Ørnevej. Til at skabe nyt byrum ved Bregnerødgade. Til en grøn cykelrute og byrum i passagen mellem Glentevej og Ørnevej. Og til cykelparkering ved stationen.
Københavns Kommune vil fortsætte samarbejdet og aftale det videre forløb med DSB om opgraderingen af Nørrebro Station i 2024, og de to lokaludvalg inddrages også i arbejdet omkring projektet.
Statens pulje til mere trygge, attraktive og grønne stationer forventes at blive uddelt i starten af 2024.
Fakta.
- Københavns Kommune har søgt om et beløb på mellem 35-45 mio. kr. fra statens pulje. Langt de fleste af midlerne skal gå til at opgradere Nørrebro Station, men kommunen vil også søge midler til mindre tiltag ved Bispebjerg, Sjælør og Enghave Stationer.
- Statens puljen på 350 mio. kr. stammer fra Infrastrukturplan 2035. DSB indstiller en gang om året til forligskredsen, hvordan midlerne skal anvendes.
- Foruden midler fra puljen vil DSB finde cirka 30 mio. fra egne midler til renovering af selve stationsbygningen på Nørrebro.
- Københavns kommune fik i 2015 udarbejdet en helhedsplan for området ved Nørrebro Station. Efterfølgende har kommunen bygget Kampsportens hus, som åbnede i 2022, samt anlagt Mimers Plads, et nyt grønt byrum mellem Nørrebrogade, Borgmestervangen og Mimersgade – indviet i år 2021.
- I sammenhæng med opgraderingen af Nørrebro Station, vil Københavns Kommune også arbejde med flere andre projekter, der kan løfte området, i tæt samarbejde med relevante aktører. Det drejer sig bl.a. om at omdanne buerne under jernbanen fra Glentevej til stationen, så der kan etableres butikker, restauranter, foreningslokaler, kunst, byrum, mv.