Filminstruktør Martin de Thurah har skabt det filmiske univers til
udstillingen. Foto Martin de Thurah og Kasper Tuxen

“Togtet” på Nationalmuseet åbner 26. juni

Arkæolog Jeanette Varberg står bag Nationalmuseets nye vikingeudstilling
“Togtet”. Her viser Nationalmuseet Danmarks absolut største samling af
skatte fra vikingetiden. Gæsterne træder også ind i en filmisk
totaloplevelse, hvor de kommer med på et togt til Middelhavet. Udstillingen
er muliggjort med støtte fra Augustinus Fonden og A.P. Møller og Hustru
Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal

På en efterårsdag i 859 viser en drage sig i Middelhavet. Den hugger igennem
bølgerne med kurs mod Nordafrika. Dragehovedet sidder på et prægtigt
vikingeskib fra Skandinavien. Kaptajnen er den sagnomspundne viking Bjørn
Jernside og hans krigeriske kumpan Hasting. Antændt af begær efter sølv og
eventyr drager hele flåden på 62 skibe på togt mod Rom.

I udstillingen “Togtet” bliver Nationalmuseets gæster inviteret med på Bjørn
Jernsides dødsensfarlige togt. De er med som vidner, når Bjørn forlader sin
gård. De er med, når han plyndrer fjerne kyster, og de er med, når rejsen
kulminerer i det skæbnesvangre øjeblik ved Gibraltarstrædet på vej hjem til
Norden. For bag Afrikas røde klipper venter emiren af Cordobas mægtige
flåde. De har et helt nyt våben – græsk ild, som viser sig på himlen som
store frygtindgydende ildbomber.

Lykkes det Bjørn Jernside, Hasting og Nationalmuseets gæster at undvige
brandpile og flammehav? Det vil tiden vise.

“Vikingerne har fascineret os lige siden 1800-tallet. De levede i en tid,
hvor Danmark kom på verdenskortet. Der er en form for storhed og frihed over
fortællingen om vikingerne. Man greb chancen og tog skæbnen i sine egne
hænder. Vores ønske er, at de besøgende kommer ind under huden på
vikingerne. Udstillingen er helt særlig, fordi vi for første gang viser
museets store samling af vikingernes originale genstande i hele sin bredde
sammen med helt ny viden om dem. Udstillingsholdets ambition er, at
udstillingen taler både til hjerne og hjerte,” fortæller arkæolog Jeanette
Varberg.

Verdens største vikingeskib og skattene fra rejserne
Udover totaloplevelsen, som er bygget på Martin De Thuras filmiske
fortælling, indeholder udstillingen også en af verdens største samlinger af
fund fra vikingetiden. Bl.a. en dansk legende, som netop er vendt hjem.
Vikingeskibet Roskilde 6 har de seneste år været udstillet på museer rundt
om i verden. Nu kan man se resterne af vikingeskibet i udstillingen, som
måler 37, 4 m. Skibet fra 1025 blev fundet i Roskilde havn i 1997. Et andet
højdepunkt i udstillingen er Fæstedskatten – Danmarks største guldfund fra
vikingetiden med en samlet vægt på 1,5 kg.

Ny viden: Vikingerne var pyntesyge
Udstillingen kommer også til at præsentere den nyeste viden om vikingerne.
Forskere har nu et kvalificeret bud på, hvordan vikingerne så ud, hvad de
fik at spise, hvordan de klædte sig, og hvilke skavanker de led af. Forskere
og arkæologer har endevendt vikingegrave i Skandinavien og England.
Strontiumanalyser og DNA-prøver har givet helt nye indsigter i vikingernes
liv. I udstillingen oplever gæsten, hvordan vikingernes hverdag så ud, når
de ikke var på togt eller i krig.

“På Nationalmuseet er vi også på en opdagelsesrejse, hvor vi eksperimenterer
med formidlingen af vores historie. Vi håber, at udstillingen giver ny
indsigt i, hvordan det var at leve i vikingetidens Danmark, og hvad
vikingerne drømte om i togternes tid. Folk skal forstå, hvad de kommer af,
og hvad de kommer fra. Men det er også et eksperiment i en ny
udstillingsform, der er dynamisk og forandrer sig over tid. Om tre år
forandrer udstillingen sig, og vi går fra togt og kamp til fortællinger om
vikingernes religiøse verden, ” siger Nationalmuseets direktør Rane
Willerslev

Kort om udstillingen “Togtet”

*