Gravearbejdet starter i juni, og i slutningen af 2022 står gaden klar med regnbede, træer og mindre trafik.
Det har længe været ønsket at ændre karakteren af Rantzausgade, så der bliver mere grønt og mindre trafik. Det første skridt på vejen er at flytte et stort vandrør, som ligger i den side med lige numre. Eller det vil sige, røret bliver liggende, men vandet skal løbe i en nyt rør i den side med ulige numre. På den ‘lige side’, som også er solsiden, skal der nemlig plantes træer, og der skal være plads til vejbede. Det er HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der står for at lægge det nye rør ned, og på den måde give plads til det nye udtryk gade skal have. Det giver nogle ændringer i parkering og trafik allerede nu.
“Vi kommer til at nedlægge parkeringspladser efterhånden som arbejdet skrider frem, og busserne bliver omlagt til Åboulevarden. Vi kan ikke undgå at fylde lidt i gaden, og vi er især opmærksomme på udeservering og vareleverancer. Vi skal nok gøre, hvad vi kan for at få åbnet op igen så hurtigt som muligt”, forklarer projektleder Jesper Jensen fra HOFOR.
Starter ved Hans Egedes Gade
HOFOR begynder arbejdet i juni ved Hans Egedes Gade og frem til Jesper Brochmands Gade. Med nogle ugers overlap begynder HOFOR på den næste etape frem til Skyttegade inden første etape bliver afsluttet og sådan fortsætter det frem til Kapelvej.
“Vi arbejder i etaper, men de overlapper hinanden og vil også være afhængige af, at vi ikke bliver forsinket. Vi forventer at være helt væk fra Rantzausgade til december”, fortæller Jesper Jensen.
Når HOFOR er væk kan Københavns Kommune komme i gang med den endelige indretning af Rantzausgade. Det forventes nu, at arbejdet begynder i foråret 2022, og gaden er færdig med udgangen af 2022.