Når fremtidens klimavenlige tog skal indsættes, er det afgørende, at sporet er solidt og har den rigtige bæreevne. Derfor skal Banedanmarks ballastrenser nu opsamle, rense og udskifte skærverne under skinnerne på fjernbanestrækningen mellem København og Hvidovre.
Skærvesluger skal styrke sporene mellem København og Hvidovre
Når fremtidens klimavenlige tog skal indsættes, er det afgørende, at sporet er solidt og har den rigtige bæreevne. Derfor skal Banedanmarks ballastrenser nu opsamle, rense og udskifte skærverne under skinnerne på fjernbanestrækningen mellem København og Hvidovre.
Ser man i de kommende dage et stort, brummende skinnedyr, som langsomt bevæger sig på sporene mellem København og Hvidovre, så er det nok Banedanmarks skærve-slugende ballastrenser, der er på spil.
Banedanmark er i disse måneder i fuld gang med at forny sporene mellem København og Høje Taastrup, så passagererne også i fremtiden kan have glæde af en effektiv og sikker trafik på Danmarks travleste fjernbane.
Som en del af vedligeholdelsesarbejdet er det nu blevet tid til at få renset og udskiftet skærverne, som hver dag sørger for at bære skinnerne på jernbanen. Udskiftningen er en vigtig del af sporfornyelsen, da det netop er skærverne, som sikrer, at jernbanesporet er stabilt, og at svellerne holdes ordentlig på plads.
Banedanmarks skærvesluger skal i aktion i perioden 21.-25. maj på strækningen mellem København og Hvidovre og er afgørende, når det kommer til at få klargjort sporene til fremtidens klimavenlige eltog.
“Med sporfornyelsen arbejder vi lige nu på højtryk med at bidrage til, at pendlerne i hovedstadsområdet kan få en mere effektiv og stabil drift. Nu er tiden så kommet til at få renset ud i skærverne i sporet, og det er en vigtig del af Banedanmarks arbejde med at vedligeholde og fremtidssikre jernbanen,” siger projektdirektør Klaus Studstrup Jørgensen.
De bedste skærver genanvendes
Helt grundlæggende handler arbejdet om at sikre, at de skærver, som mange nok kender som de skarpe sten, der kan ses mellem skinnerne, er i god stand og fri fra jord, grus og vegetation.
For at kunne gøre det benytter Banedanmark den såkaldte ballastrenser, som er et stort, brummende specialtog, der er særligt designet til at udskifte skærverne.
Mens det langsomt glider over skinnerne, trækker skinnedyret med sine særlige kløer skærverne op fra sporet og ind i sin bug, hvor de bliver renset.
Derefter bliver de små og nedknuste skærver sorteret fra, mens de skærver, der stadig er i god stand, efterfølgende vil blive genanvendt og lagt tilbage i sporet.
Naboer orienteres om arbejdet
Ballastrenseren vil arbejde på sporene fra klokken 15 om eftermiddagen til klokken 03 om natten. Det er et pladskrævende arbejde, og af hensyn til pendlerne vil en del af arbejdet blive udført om natten, så sporene blokeres mindst muligt i myldretiden.
Da der er tale om en stor maskine, er det uundgåeligt, at der under arbejdet vil forekomme en del støj. Af sikkerhedsmæssige årsager vil der også blive benyttet et særligt varslingssystem, som skal advare medarbejderne i sporet om ikke at krydse skinnerne, når der kommer et almindeligt tog i nabosporet.
Af hensyn til naboer og pendlere har Banedanmark i god tid via annoncer og nabobreve orienteret om omkørsler, natarbejde og støj, som i perioder vil opstå under sporfornyelsen.
I dagene op til skærveslugerens besøg på strækningen vil der desuden blive sendt en SMS ud til beboerne langs banen.
Fakta om ballastrensning:
Den skærveslugende ballastrenser skal i perioden 21.-25 maj køre et stykke på 3.200 meter.
For ikke at blokere for trafikken er det nødvendigt at udføre en del af arbejdet i nattetimerne.
I løbet af 12 timer kan ballastrenseren dække ca. én kilometer spor.
De mange skærver holder til daglig sporene fast ved hjælp af friktion. Derfor er det vigtigt, at de er kantede og har den rette størrelse.
Som en del af den samlede sporfornyelse mellem København og Høje Taastrup skal der lægges omkring 65.000 kubikmeter nye skærver.