Syv gange inden for de seneste 11 år har Helsingørmotorvejen og Lyngbyvejen stået under vand og måtte lukke grundet de stadig hyppigere skybrud. Nu er en gangtunnel blevet omdannet til et skybrudsbassin, og det vil minimere antallet af gange den vigtige indfaldsvej til København må lukke, når det regner kraftigt.
Under motorvejen her lå der tidligere en gangtunnel. Nu er tunnelen blevet forvandlet til et bassin for skybrudsvand, og det vil få trafikken til at glide lidt lettere, når det regner kraftigt i området.
Vi kender alle billederne af biler fanget i vandmasser på Helsingørmotorvejen/Lyngbyvejen ved København. Den vigtige færdselsåre har syv gange i løbet af de sidste 11 år været lukket, når regnskyl har overfyldt kloakkerne i området. Men nu vil en omdannet gangtunnel minimere antallet af gange, hvor bilisterne hænger fast i vandmasserne.
Det er Københavns Kommune, der tilbage i 2019 gav tilladelse til at ændre formålet med tunnelen, og derefter gik HOFOR i gang med at omdanne gangtunnelen til et skybrudsbassin.
– Det er et godt eksempel på den nytænkning, der er brug for, når vi skal klimasikre vores by, så vi slipper for de tilbagevendende oversvømmelser. Med det her projekt viser vi, at der ikke kun tænkes nyt, når vi laver grønne løsninger til at håndtere regnvand på overfladen. Men at der også kan findes smarte løsninger, hvor vi bruger byens infrastruktur på en ny måde, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), Københavns Kommune.
Vigtig indfaldsvej
– Lyngbyvejen er en af de vigtigste indfaldsveje til København. Tusindvis af trafikanter bruger den hver eneste dag, og vi lægger af samme grund stor vægt på, at den kan holdes åben i al slags vejr, herunder kraftig regn. Vi har af samme årsag investeret i nye pumper med markant højere kapacitet. Og vi er også glade for den nye løsning, der forhåbentlig vil minimere det antal gange, vejen må lukke, til glæde for de mange daglige trafikanter på strækningen, siger drifts- og teknikdirektør Michael Kirkfeldt fra Vejdirektoratet.
Gangtunnelen kan rumme 700 m3 vand og bliver fyldt, når den store kloakledning Lersøledningen er ved at være presset af vandmængderne. Ved de meget kraftige regnskyl og skybrud vil det stadig være nødvendigt at lede vand ud på motorvejen, men det kan gøres mere kontrolleret.
– Tidligere sprang kloakdæksler under banelegemet op og vejen blev fyldt med vand, når kloakkerne blev fyldt. Med den styring, der er etableret i det nye skybrudsbassin, kan vi mere kontrolleret og sikkert lede vandet ud over vejen, og allerede have lukket vejen inden det sker. Når vi vælger at oversvømme Lyngbyvejen og videre ud på Helsingørmotorvejen, så er det for at undgå at et villakvarter i området bliver oversvømmet i stedet for, forklarer planchef fra HOFOR Brian Hansen.
To gange i løbet af sommeren har bassinet aflastet kloaksystemet, uden at der dog var skybrud i kvarteret.