HOFOR, som forsyner en mio. borgere i hovedstadsområdet med vand, fandt i 2018 det nye pesticid DMS i både vandboringer og drikkevand. Flere boringer blev straks lukket, og vandproduktionen lagt om. I dag har alt drikkevand til HOFORs forbrugere god kvalitet, der lever op til lovgivningen kvalitetskrav.

Foto: HOFOR

Flere medier skriver, at drikkevandet til borgere i København og hovedstadsområdet er forurenet. Dette er ikke korrekt. Alt vand fra HOFOR opfylder lovgivningens krav til god drikkevandskvalitet, siger driftschef Per Tenstrand:

“Vi undersøger vandet inden det forlader vores vandværker og ingen af vores forbrugere får vand, der indeholder DMS over grænseværdierne. Vandet kan roligt drikkes og opfylder myndighedernes krav.”

Flere forurenede boringer er lukket
HOFOR fandt ligesom en række andre vandværker sidste år et nyt pesticid, DMS, i en række vandboringer – nogle steder over grænseværdien. To mindre vandværker (i Dragør og Hvidovre) og flere vandboringer blev herefter straks lukket for at sikre, at alt vand igen levede op til kvalitetskravene.

“Vi har herefter systematisk undersøgt alle regionale kildepladser samt indvindingsboringer til de lokale vandværker. Desuden har vi omlagt vores indvinding og produktion. Fire boringer beliggende i Hvidovre og Dragør er lukket, og vi har neddroslet indvindingen på en af vores kildepladser. Alt drikkevand til vores en million forbrugere i hovedstadsområdet opfylder derfor nu kravene til god drikkevandskvalitet,” understreger Per Tenstrand.

Systematisk kontrol sikrer kvaliteten
HOFOR har tilrettelagt et systematisk kontrolprogram, som omfatter alle vores 14 vandværker samt kildepladserne omkring vandværkerne. Kontrollen sikrer, at vi hurtigt opdager en eventuel ændring af indholdet af pesticider og kan omlægge produktionen, så forbrugerne kun får vand, der opfylder kvalitetskravene.

HOFOR er en stor vandforsyning med mange kildepladser (cirka 50) og mange vandboringer (flere end 450). “Vi har derfor gode muligheder for at “skrue” op eller ned for indvindingen fra de enkelte kildepladser og boringer, og på den måde planlægge os ud af forureningsproblemet,” forklarer Per Tenstrand, men understreger, at fundet af DMS er et stort problem:

“En stor del af vores grundvand er ramt. Det er en stor – og bekostelig – udfordring at omlægge hele produktionen for at sikre, at vandet har god kvalitet, når vi sender det ud til forbrugernes vandhaner.”

HOFOR arbejder sideløbende sammen med blandt andre Miljøstyrelsen, regionerne, kommunerne og andre forsyningsselskaber på at finde årsagerne til forureningen med DMS. Kendskab til forureningskilderne er af stor betydning for den fremtidige indsats for at bremse ny forurening eller hindre en spredning til andre boringer.

Hvad fandt vi i sommer?
HOFOR har flere end 450 vandboringer fordelt på fjorten vandværker – syv regionale og syv lokale.

På to af vores mindre, lokale vandværker i hhv. Dragør og Hvidovre fandt vi forsommeren 2018 et “nyt” stof med navnet DMS i mængder, der ligger over eller lige omkring kvalitetskravet til drikkevand. På flere af vores øvrige vandværker kunne vi også måle DMS i drikkevandet, men i mindre koncentrationer. Drikkevandet her opfyldte således myndighedskravene til god drikkevandskvalitet.

Dragør Vandværk og Hvidovre Vandværk blev lukket i starten af maj måned, da vi gjorde fundene, og forbrugerne blev i stedet forsynet med drikkevand fra vores øvrige vandværker og Tårnby Forsyning.

I Dragør lukkede vi efterfølgende en boring, som var hårdt ramt af forureningen. I Hvidovre har vi lukket tre boringer. Vandværkerne blev herefter begge genåbnet, dog er vandværket i Dragør midlertidigt lukket af andre årsager.

I løbet af det seneste års tid har HOFOR taget prøver for DMS i de fleste af vores boringer. I mange boringer er der spor af DMS og nogle har koncentrationer over den politisk fastsatte grænseværdi på 0,1 mikrogram per liter. Her lukker vi boringen eller drosler ned for indvindingen.

Hvad er DMS?
DMS er en forkortelse for N,N-dimethylsulfamid. Stoffet stammer fra svampebekæmpende midler, der bl.a. har været anvendt i maling, ved frugt- og planteavl og i trævareindustrien. Stoffet er ikke tidligere fundet på danske vandværker, og det har ikke hidtil været et af de stoffer, som vandværkerne skal kontrollere for ifølge Miljøstyrelsens krav til kontrol af vandkvaliteten. Undersøgelse er imidlertid nu efter de mange fund gjort obligatotisk for alle vandværker.

Nøje kontrol af drikkevandet
HOFOR prioriterer den forbyggende indsats meget højt.
Vi kontrollerer dagligt vandet for bakterier og hyppigt for en række miljøfremmede stoffer. Tyder prøveresultater på forurening, sætter vi straks ind for at beskytte forbrugerne og tager kontrolprøver.

Bl.a. har vi gennem en årrække stoppet indvindingen af vand fra flere forureningsramte boringer for at forhindre, at ukrudtsmidler og andre uønskede stoffer kommer i vores drikkevand.

Sikring af fremtidens drikkevand
Hvis vi fortsat skal kunne hente vand direkte fra grunden, er det vigtigt at beskytte det mod fremtidig forurening. HOFOR gør en indsats for at forebygge mod ny forurening bl.a. ved at plante ny skov og lave aftaler om miljøvenlig drift af landbrugsjord tæt ved vores kildepladser.