24 timer efter lancering er antallet af tilmeldte til årets Royal Run større, end det var tilfældet på samme tidspunkt sidste år.

Onsdag d. 16. januar kl. 8 blev det offentliggjort, at Kronprinsens Royal Run vender tilbage i 2019. Samtidig med offentliggørelsen blev der åbnet for tilmelding. Allerede i løbet af det første døgn tilmeldte 14.371 personer sig Royal Run. Det er 3.338 flere end tallet for det første døgn sidste år og det både glæder og overrasker arrangøren.

“Det er fantastisk positivt, at så mange har lyst til at være en del af Royal Run 2019 helt uden eller med meget kort betænkningstid, og det fortæller os, at vores tro på den rolle, som Royal Run kan spille i dansk idræt ikke er ubegrundet” siger Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik Forbund, og fortsætter:

“Vi havde en tro på, at folk gerne ville være med igen. Men samtidig er det jo ikke en fødselsdag, vi fejrer. Der er kongelig deltagelse i færre byer, og vi har ikke informeret befolkningen forud for åbning af tilmelding. Vi betragter faktisk reaktionen fra folk som helt unik.”

 

30 % førstegangsløbere

Hvor 17 % af alle deltagere i Royal Run 2018 var førstegangsløbere (og 29 % af deltagerne på mile-distancerne), ser vi nu, at 30 % af alle tilmeldte har sat kryds ved, at det er første gang, de deltager i et løb.

“Det er helt enestående, at vi igen ser, at vi når en bredere målgruppe. Det skyldes naturligvis, at Kronprinsen er enormt populær og appellerer til en stor del af danskerne, men det skyldes også, at Royal Run er for alle – om man vil løbe eller gå, om man er ung eller gammel – og det blev tydeligt for alle i TV 2’s massive dækning af arrangementet sidste år,” udtaler Jakob Larsen, der også nævner den markante betydning, Royal Run i det lys har for løbe-Danmark:

“Royal Run henvender sig blandt andet til en målgruppe, der ellers ikke ville blive inspireret til at løbe og gå, og det er helt centralt for Bevæg dig for livet-visionen, der står bag Royal Run og som arbejder for at få endnu flere idrætsaktive danskere. Vores fornemste opgave bliver nu at følge op på den store interesse med et målrettet aktiveringsarbejde til gavn for flest mulige danskere, vores foreninger og hele løbe-Danmark.”

Status for tilmelding torsdag d. 17/1 kl. 16.00 er: 16.711 deltagere.

Fakta om tilmeldingens første 24 timer:

På landsplan i 2018 og 2019: 11.033 deltagere i 2018 og denne gang 14.371

I Aalborg i 2018 og 2019: 1.326 deltagere i 2018 og denne gang: 2.338

I Aarhus i 2018 og 2019: 1.723 deltagere i 2018 og denne gang over fordoblet: 3.929

I Kbh/Frb i 2018 og 2019: 6.046 deltagere i 2018 og denne gang 7.111

Foto: Lasse Olsson

Fakta om Royal Run 2019

Royal Run afholdes d. 10. juni 2019 i Aalborg, Aarhus og København/Frederiksberg

På Færøerne skyder Kronprinsen Royal Run i gang ved at løbe 10 km d. 1. juni.

10. juni åbner Kronprinsen Royal Run med at løbe One-mile i Aarhus. Kronprinsessen bakker op om løbet ved at løbe 5 km i Aalborg og Kronprinsen slutter dagen med at løbe 10 km i København/Frederiksberg.

I Rønne på Bornholm holdes Royal Run uden kongelig deltagelse samme dag, d. 10. juni.

I Aalborg, Aarhus og på Bornholm kan man deltage på One-mile (1,6 km), 5 km og 10 km

I København/Frederiksberg og på Færøerne kan man deltage på One-mile (1,6 km) og 10 km

De lokale arrangører er Aalborg Atletik og Motion, Aarhus 1900 samt Sparta. På Bornholm er det Viking-Atletik og på Færøerne er det idrætsklubben Treysti.

Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af HKH Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag. Her var 70.575 tilmeldt i Danmarks fem største byer.

Royal Run arrangeres af idrætsvisionen ”Bevæg dig for livet”, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund. TV-2 er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

 

Gå ikke glip af Royal Run, tilmeld dig her.