Dansk – Indisk Børnehjælp afholder igen kunstudstilling i vores skønne lokaler på Borups Allé 29 – denne gang med spændende og kreative værker af fotografen Jean Schweitzer
Dansk – Indisk Børnehjælp inviterer til en sanseoplevelse af farver og indtryk, og Jean indvier udstillingen med følgende opfordring til vores gæster: Lad dine øjne vandre rundt, bagom og dybt i motivet. Måske vil du finde flere lag og blive udfordret, hver gang du ser på billedet. Måske vil du selv erindre en bestemt by ud fra et af mine billeder.
FERNISERING 26. AUGUST KL. 14.00-17.00 – 50 % af salget fra malerierne, går ubeskåret til foreningens arbejde for børn og kvinder i Indien.
Om sine værker fortæller Jean: “Jeg eksperimenterer med at lægge flere billeder sammen som en “sandwich og er meget fascineret af det unikke og anderledes udtryk, man opnår ved at kombinere billederne på denne måde. Jeg arbejder ofte med byer som tema, da byer byder på et væld af muligheder, situationer, mønstre, grafiske baggrunde og detaljer. Billederne er abstrakte, og mit ønske er, at man ser byrummet med en grad af både genkendelighed og overraskelse.”
Baggrundsinformation.
Dansk – Indisk Børnehjælp har i 20 år sat fokus på piger og kvinders vilkår i Indien og sikret midler til at styrke dem via bl.a. skolegang og uddannelse. Et konkret eksempel er et børnehjem for piger i delstaten Tamil Nadu, hvor piger får en ny familie, en tryg opvækst, sund kost, samt skolegang og uddannelse.