Kære nyhedsbrevmodtager,
Nu sker det. I dag kl. 12 starter salget på den kommende sæson, og jeg kan endelig afsløre alle de forestillinger og arrangementer, som venter på dig. Nu bliver det for alvor sjovt, for nu skal vi igen lave teater. Til dig og til jer alle sammen.

Vi åbner ballet med intet mindre end Henrik Ibsens klassiker EN FOLKEFJENDE , som vi skaber i samarbejde med Odense Teater. Søren Pilmark står i spidsen for det ni personer store cast i en højaktuel opsætning om, hvor langt vi vil gå for fællesskabets bedste, når det går ud over os selv. Instruktør Viktor Tjerneld og scenograf Franciska Zahle står bag.

Viktor og Franciska er også makkerparret bag teatrets store julesucces ET JULEEVENTYR , der vender tilbage og heldigvis igen med den uforlignelige Mette Horn i hovedrollen som den mavesure og julehadende Scrooge, der opsøges af tre insisterende jule-ånder, der vil vise, at det aldrig er for sent at blive et godt menneske.

Apropos godt menneske så venter der dig noget helt særligt på den anden side af jul. Her har vi nemlig verdenspremiere på JYTTE FRA MARKETING ER DESVÆRRE GÅET FOR I DAG . Forestillingen, der er baseret på Morten Münsters bestsellerbog, tager fat i de besværligheder, der opstår, når vi forventer den perfekte adfærd af os, de uperfekte mennesker. Se hvad der sker, når fem stærke skuespillere og et stort folkekor forsøger at skabe forandringer i den virkelige verden i Anastasia Holst Nørlunds iscenesættelse og Julian Toldam Juhlins scenografi. Spørgsmålet er, om der overhovedet er håb for os, de moderne mennesker?

Håb er under alle omstændigheder den store overskrift i sæsonens sidste forestilling. For hvordan lever man med de mørkeste sider uden at miste lyset og håbet? Få svaret når ALLE GODE TING heldigvis vender tilbage til Nørrebro Teater. Forestillingen er en komedie om noget så umorsomt som depression og selvmord, men også en hjertevarm og livsbekræftende historie, hvor du som publikum er med til at fortælle historien.

Udover vores forestillinger har vi vanen tro en masse andre gode og anderledes teateroplevelser til dig, der gerne vil opleve teater på andre måder. Der er arrangementerne, som du måske allerede kender: LATE NIGHT LØRDAG , EN PINLIG AFFÆRE , TÆNKEPAUSER LIVE , DANMARKSHISTORIER LIVE , FYRAFTENSSANG , LYDBAD og BREAKING THE NEWS .
Og så har vi tre helt nye arrangementer klar til dig: Der er FATTIGRØVSKLUBBEN , som vi skaber i samarbejde med Dansk Aktionærforening. Arrangementet er for dig, der gerne vil i gang med at investere, men mangler det sidste skub. Vi lancerer også endnu et sangarrangement, nemlig FAMILIESANG , hvor de yngste kan synge sammen med deres voksne. Sidst men ikke mindst går vi i samarbejde med Gyldendal i luften med et brag af et litteraturshow: ENTEN-ELLER . Her mødes litteraturens giganter til en dyst om, hvem der skal have det sidste ord, godt hjulpet af et stort skuespillerhold, to litteratureksperter, vært Mikkel Frey Damgaard og publikums afgørende stemme.

Derudover fortsætter vores populære teaterklub TORSDAGSKLUBBEN , som er for dig, der gerne vil gå mere i teatret, men som mangler nogen at følges med. Tilmeld dig her.

Nu er det nu. Genåbningen er om hjørnet. Vi venter stadig på at få at vide, hvor mange I må være i salen fra d. 6. maj. Vi ved dog så meget, at teatrenes virkelighed ser lysere ud på den anden side af sommerferien, hvor vaccinationskalenderen rammer sin sidste fase.
Du kan med andre ord roligt købe billetter nu og i god tid. Hvis du køber dine billetter senest 31. maj med MAJRABAT, sparer du 75 kr. pr. billet på alle forestillinger. Rabatten gælder ikke arrangementer og LATE NIGHT LØRDAG.

For nu er der ikke andet tilbage end at sige: VELKOMMEN til Nørrebro Teater sæson 2021/22.

Bedste hilsner,

Mette Wolf
Teaterdirektør

Facebook

Instagram

Hjemmeside

Twitter