Næste gang du ser linje 6A køre gennem Nørrebro, så læg mærke til lyden, når den standser. Hvis du får associationer til en Coca-Cola, der bliver åbnet, er du ikke helt gal på den. To studerende har nemlig vundet en kreativ konkurrence og har fået muligheden for at føre deres geniale idé ud i livet. Derfor kan man nu se en helt særlig udgave af bus 6A gennem Nørrebros gader.  

Coca Cola bussen på Nørrebro

 

Forestil dig lyden af linje 6A, når den standser ved et stoppested – og så lyden af en Cola-Cola, der bliver åbnet… Så har du svaret på, hvad bussen og en Coca-Cola har tilfælles.

 

Tsshh, siger de begge!

 

For Ellen Gregersen og Morten Kristiansen, der er studerende på DMJX, Kreativ Kommunikation, i København, var det ikke svært at koble de to lyde, da de deltog i en stor, kreativ konkurrence på deres studie.

 

Idéen er genial i sin totale enkelthed – og den gik rent ind hos juryen. Ud af 42 bidrag fra studerende valgte en jury de fem bedste, hvor Ellen og Mortens idé endte med at løbe afsted med den fornemme førsteplads.

 

Efterfølgende valgte Coca-Cola at realisere idéen, og derfor kan man i disse dage opleve det den helt særlige Coca-Cola bus på linje 6A.

 

Bremselyden fra bybusserne hører man hele tiden, når man bevæger sig rundt i København, og alle kender lyden af en Coca-Cola, der bliver åbnet. Tsshh-lydene er nærmest identiske. Det gav os idéen til at koble de to lyde sammen og skabe en særlig Coca-Cola bus. Det er kun, fordi lyden af en Coca-Cola er så ikonisk, at man kan få folk til at tænke på sodavand, når man hører bremsen på bybussen,” fortæller Ellen, som sammen med Morten er utrolig stolte af, at deres idé nu er blevet til virkelighed.

 

Vi blev meget glade for at vinde konkurrencen. Det er i sig selv stort, fordi vi kæmper med mange super kreative studerende. Det er en benhård konkurrence, og vi har brugt mange timer på at komme frem til den helt rigtige bus. Men selvom man vinder, er der ingen garanti for, at det brand, man arbejder med, vil arbejde videre med idéen. At Coca-Cola sagde ja til at realisere vores idé er helt uvirkeligt. Det er en vild oplevelse at se vores idé køre gennem byen.”

 

Havde du selv tænkt på, at de to lyde nærmest er identiske?