Kommunen inddrager nu københavnerne i en storstilet satsning, hvor 750 nye sorteringspunkter til affald skal placeres rundt om i byen. Det oplyser Københavns Kommune i nedenstående pressemeddelelse

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Sortering af affald er et vigtigt værktøj i den grønne dagsorden, hvor vi skal blive bedre til at skrue ned for forbruget og genanvende de knappe ressourcer. Det vil samtidig mindske affaldsforbrændingen og dermed bidrage til, at Københavns Kommune når målet om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Det kan også ses i de københavnske baggårde. I dag har op mod 34.000 boliger i København ikke plads i gården til at kunne sortere alle typer affald, og når vi de kommende år skal sortere endnu mere, vil denne udfordring kun vokse.

Det er baggrunden for, at Københavns Kommune de kommende år vil etablere op mod 750 sorteringspunkter i det offentlige rum som supplement til affaldsindsamlingen i gårdene, så det bliver lettere for københavnerne at sortere affald i en travl hverdag.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) glæder sig over udsigterne til nemmere affaldssortering, som hun ser som et vigtigt led i at nå 2024-målsætningen om at indsamle 70 % af al husholdningsaffald til genanvendelse.

– Vi ved, at københavnerne er optaget af klimakampen og deler vores ambitioner om affaldssortering. Men vi kommer kun i mål med det, hvis københavnerne finder det nemt og praktisk. Med sorteringspunkterne får flere københavnere mulighed for at aflevere deres sorterede affald både i gården og i gaden, siger hun.

I dag lancerer Københavns Kommune en hjemmeside med et interaktivt kort, hvor københavnerne kan komme med deres egne ønsker til, hvor sorteringspunkterne skal placeres.

– Det er supervigtigt, at vi indretter byen i samarbejde med københavnerne. Måske foretrækker de at kunne aflevere deres affald på vejen, når de skal købe dagligvarer eller måske på vej ned til metroen. Det skal vi finde ud af, og derfor håber jeg, at så mange københavnere som muligt giver deres besyv med, siger Ninna Hedeager Olsen.

Teknik- og Miljøforvaltningen er desuden i dialog med lokaludvalgene for at tilpasse eventuelle lokale hensyn i forhold til placeringen af de nye sorteringspunkter. Anlægsarbejdet med de første sorteringspunkter forventes at gå i gang i begyndelsen af 2022.

Digital kortløsning

Sådan kommer du med forslag til, hvor sorteringspunkterne skal stå

1: Klik på linket her: Maptionnaire  
2: Placér markøren, hvor du gerne vil have et sorteringspunkt i København.
3: Tryk færdig.

Fakta om sorteringspunkterne