Kære nyhedsbrevsmodtager,

Foråret er for mig forbundet med en undren over, at alting alligevel er så forholdsvist let og ligetil. Det gælder de helt små ting, som pludselig at kunne komme ud af sengen uden at have siddet fast i snooze-fælden og befrielsen over ikke at skulle slæbe rundt med en større katastrofe-garderobe af huer, handsker og regntøj. Men min undren gælder også de større psykologiske vindinger. Når foråret kommer, overskuer, orker og overkommer jeg ganske enkelt mere. Det er som at trække vejret efter at have holdt det i meget lang tid. Som at få pudset humørets vinduer. Eller som Benny Andersen har skrevet det i Hilsen til Forårssolen: ”Og en gang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg!”

Normalt er foråret også den tid på året, hvor vi her på teatret begynder at pakke væk og rydde op. Det er velkendt, at I, kære publikum, er svære at lokke i teatret efter påske. Derfor har de fleste teatre deres premierer i de mørke måneder, hvor de røde plyssæder ikke skal kæmpe med en liflig aftensol og grill-komsammener. Så påsken er normalt et skæringspunkt, der markerer højsæsonens afslutning og forberedelserne til året, der kommer.

Men ”normalt” findes ikke i år. Faktisk har vi jo slet ikke haft en højsæson, og måske er det grunden til, at foråret føles særligt kærkomment i år. Det har været mørkt alt for længe. Nu lysner det i bogstavelig forstand. Der er nemlig annonceret en genåbningsdato den 6. maj. Vi ved endnu ikke, hvor mange vi må være i huset efter den dato, men når vi ved det, kan vi forhåbentlig invitere jer ind til Late Night Lørdag

Indtil da forbereder vi os heldigvis helt som normalt til næste sæson. Den første store premiere er i september, når vi ruller den røde løber ud.

Ellers vil jeg blot ønske dig en god påske og et lyst forår. Du kan jo passende fejre det med den sønderjyske delikatesse solæg, som jeg traditionen tro deler opskriften på nedenfor. 

Forårshilsner fra

Mette Wolf
Teaterdirektør

Sønderjyske solæg

20 æg – gerne små eller medium
Skallerne af 2 løg
8 spsk salt
2 liter vand

Sådan tilbereder du solæg:

Kog æggene i 20 minutter med løgskaller – det giver dem en flot farve.

Skyl æggene i koldt vand.

Læg de kolde æg i et sylteglas. Knus evt. skallen på æggene let.

Kog vandet op med salt i en gryde.

Lad saltlagen køle af og hæld den over æggene. Sørg for at lagen dækker alle æg.

Æggene skal stå i saltlagen i minimum 2-3 dage, før de kan serveres. De kan holde sig 2-3 uger.

Sådan spiser du solæg:

Stil sylteglasset med æggene på bordet sammen med øl og snaps!

Hver person piller selv sit solæg, halverer det og tager den halve blå/grønne blomme ud.

Fyld hvidens halve hul med et par dråber olie og eddike, en klat sennep og evt. et par dråber tabasco.

Læg den halve æggeblomme med rundingen opad hen over hullet.

Når alle har fyldt deres første halve æg, siges der skål og de halve æg spises i en haps.
Der skylles efter med en snaps eller en tår øl.

 

Del på sociale medier