Social Cantina laver mad til ansatte på børne og ungeområdet. Men køkkenet er åbnet udvalgte torsdage, hvor alle kan smage på maden.

Social Cantina gentager efterårets succes og åbner køkkenet på udvalgte torsdage, hvor det for 275 kr. er muligt at spise en 3-retters økologisk middag, hvor alt er lavet fra bunden. Første gang er 6. februar.

I efteråret 2018 vandt Social Cantina, som den første kommunale kantine nogensinde, Kantineprisen, som hvert år bliver uddelt af ”Landbrug og Fødevarer”.

Foto: ABW

Social Cantina driver til dagligt to kantiner i SOF, hvor medarbejdere hver dag får lækre økologiske retter. Med i køkkenet er også unge, der efter aftale med de socialrådgivere der til daglig spiser frokost i kantinen, løbende kommer i praktik i kantinen.

Efteråret 2019 bød på det nye koncept: “Social Cantina ny night” og det blev så vel modtaget, at folkene bag har besluttet at tage endnu en sæson. Billetterne blev simpelthen revet væk og der var udsolgt alle aftner.

Det fortæller kok Mathias Holt, der har en fortid på både kokkelandsholdet og Michelin-restauranter.

”Vi fortsætter, da Social Cantina by night har givet os energi i køkkenet og andre muligheder i arbejdet med de unge. I aftentimerne kører vi mere som en restaurant og har et andet flow end i kantinen. Vi laver andre retter og de unge får løn for deres arbejde. Det viser, at vi har brug for dem og giver dem engagement i maden og gæsterne”, siger han.

En anderledes oplevelse
Social Cantina foregår på to adresser: BBU Nørrebro-Bispebjerg på Kapelvej 47 på Nørrebro med plads til 80 gæster og BBU Brønshøj-Husum-Vanløse på Brønshøjvej 19, hvor der er plads til 60 gæster.

Derudover er der hver aften ekstra pladser forbeholdt til familier, venner eller sagsbehandlere, der kan opleve BBU på en anderledes måde.

”Min ambition har været at åbne husene op og give et andet indtryk, end det de unge og deres familier har, når de er her. Her er også fest og farver og de unge er her under positive omstændigheder og deres familier og sagsbehandlere kan se dem in action”, siger han.

For billetter klik her.