Det lokale energibundt er en mand i 40’erne. Sådan siger statistikkerne i hvert fald. Det er dog ikke tilfældet, hvis man spørger den københavnske frivillige forening Familieidræt. De har nemlig valgt at indstille 26-årige Anna Pouplier til prisen Årets Energibundt, der uddeles ved DR Sport 2017, og nu er hun af dommerpanelet udvalgt som finalist.

Foto: FRIDAY

Anna er på baggrund af sit store engagement og arbejde i den frivillige forening Familieidræt i København nomineret til Danmarks Idrætsforbunds og Ørsteds pris Årets Energibundt.

Flere end 300 kandidater blev indstillet og nu er Anna, sammen med to andre særligt udvalgte, med i kapløbet om 75.000 kr. og muligheden for at blive hædret som hele Danmarks frivillige energibundt.

Anna er indstillet af Familieidræt på grund af sin omsorgsfulde og ihærdige indsats i den københavnske forening, hvor hun gennem 5 år har arbejdet frivilligt, for at sikre børn og voksne i Københavns kommune gode fælles oplevelser og et stærkt foreningsliv.

Som instruktør og som bestyrelsesmedlem går Anna altid forrest, når der skal idéudvikles, eksekveres og findes løsninger – altid med et smil på læben.

”Det har været rigtig svært at indsnævre det store felt på over 300 indstillede til tre endelige finalister. Det er fantastisk, at så mange gode mennesker lægger en kæmpe, frivillig indsats i at arrangere sportsstævner, skaffe frivillige trænere, kridte baner op og meget andet. Det er takket været dem, at lokale idrætsforeninger i tusindvis trives, og at børn, unge og voksne har noget fælles at samles om” siger Hanne Blume, HR-direktør i Ørsted og medlem af dommerpanelet.

Som én af de tre nominerede til Årets Energibundt kan Anna invitere familie og 20 medlemmer fra sin forening med til DR Sport 2017 i Jyske Bank Boxen, hvor vinderen af prisen findes.

Vinderen af Årets Energibundt kan, ud over æren, se frem til en samlet pengepræmie på 75.000 kr., som fordeles mellem vinder og klub. Desuden vinder både 2. og 3. pladsen 10.000 kr. hver.