Systuen Place De Bleu i København har indgået samarbejde med IKEA om at levere en tekstilkollektion ​baseret på stofrester fra de danske varehuse. Samtidig har systuen udformet mønstre og syvejledninger til kollektionen, der bliver tilgængelige for alle IKEA varehuse i verden.

Stofrester, tidligere udstillings​​produkter ​som ​sengetøj ​og ​gardiner samt ​returvarer fra kunderne i IKEA får nu nyt liv som puder, forklæder, brødkurve og indkøbsposer i den nye genbrugskollektion, ÅTERSTÄLLA​​. Det svenske navn betyder meget passende ‘gendannelse’, og det er netop formålet med et nyt samarbejde mellem IKEA og den lokale systue Place de Bleu fra Københavns Nordvestkvarter. 

Foto: Travlhed i Systuen Place De Bleu

Place de Bleu er en socialøkonomisk virksomhed, der siden 2010 har skabt beskæftigelse for indvandrerkvinder, som ellers har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Systuen har fået sit navn fra den oprindelige adresse på Blågårds Plads i København og er kendt for design og produktion af eksklusivt håndlavet boliginteriør.

– Vi er glade for, at en stor virksomhed som IKEA vil arbejde sammen med os. Det har været både sjovt og spændende at være med til at udforme produkterne og en stor udfordring for en lille systue som vores at sy så stor en kollektion. Alle kvinder tilknyttet systuen har været med i projektet og har bidraget med deres forskellige kompetencer i produktionen, og det kommer til udtryk i produkterne. Man kan se, at de er lavet med omhu, siger Elisabeth Bruun Rasmussen, der er designer i Place de Bleu. Hun fortsætter:

– Når man ser produkterne, er man ikke i tvivl om, at det er IKEA. De er meget farverige og hvert produkts materiale er en kombination af ensfarvet og mønstret stof, der stammer fra andre tekstilprodukter. Det gør alle produkterne til unika, og vi synes, at kunderne får nogle rigtig flotte produkter for pengene. Nu er vi spændte på, hvordan de bliver taget imod ude i butikkerne.

Fra nordvest til hele verden.
Kvinderne fra Place de Bleu har ikke kun syet den nye genbrugskollektion til IKEA. Systuen har også været involveret i processen med at udforme kollektionen sammen med designere fra Inter IKEA Systems, som udvikler IKEAs sortiment. Kollektionens mønstre og vejledninger er blevet foreviget i en manual, der deles med alle IKEA lande. Dermed bliver opskriften på de lokale modeller fra systuen i Nordvest globalt tilgængeligt for de øvrige 47 lande, hvor IKEA har varehuse.

Hos IKEA er man glade for samarbejdet med Place de Bleu.
​- Place De Bleu har gjort et flot stykke arbejde med at forvandle stofrester til unikke håndsyede produkter – og med deres mønstre og syvejledninger er de et foregangseksempel for genbrug i hele verden. I IKEA har vi et ansvar for hele tiden at tænke i, hvordan vi kan operere mere bæredygtigt. Og her spiller initiativer som samarbejdet med Place de Bleu en stor rolle, siger Jonas Engberg, sustainability manager i IKEA Danmark.

Genbrugskollektionens seks tekstilprodukter kan købes i varehusene fra den 16. juni.
Kollektionen ÅTERSTÄLLA består af en indkøbstaske, et forklæde, en brødkurv, to forskellige pudebetræk samt en taske, der alle syet af tekstilrester fra IKEAs danske varehuse. Place de Bleus skabeloner er gjort tilgængelige for IKEA varehuse i hele verden, så andre kan følge det danske eksempel for lokalt genbrug af stofrester.

For hvert solgt produkt går 10 kr. til IKEAs partner WWF Verdensnaturfonden.