img_9914

Kom til debat om Nørrebro, og hvordan bydelen kan forandres 15. november kl.17.00 – 18.00.

Nørrebro Lokaludvalg giver en latte eller én fra kaffemaskinen i hvidt plastikkrus på Teater Grob 🙂 Nørrebro forandrer sig markant i disse år. Der åbner nye restauranter og caféer. Byrummet udvikles. Cykelstierne er blevet bredere, bilismen har svære kår og beboersammensætningen ændrer sig, skriver Nørrebro Lokaludvalg på deres Facebookside.

Nogle mener, at der er for meget caffe latte og design. At boligerne er blevet for dyre og de oprindelige nørrerbroere bliver presset ud af bydelen. Andre synes det er dejligt med en god kaffebar og grønne byrum – men at der er for meget fest og larm i gaderne!
Og helt andre mener, at hvis man ikke kan tåle mosten på Nørrebro, så kan man bare flytte til provisen! Er det en dårlig udvikling og skal man gøre noget for at stoppe den? Eller er det en god udvikling, vi skal hjælpe på vej? Og kan man overhovedet gøre noget?

I DEBAT:
– Jan Christiansen, tidligere stadsarkitekt i København
– Søren Willemoes, journalist og debattør
– Eskil Halberg, sociolog, blogger

Camilla Thorning fra DRs politiske redaktion styrer slagets gang.

Arrangementet er ét ud af flere som Nørrebro Lokaludvalg holder, fordi udvalget arbejder på en bydelsplan for Nørrebro. Læs mere her: http://noerrebrolokaludvalg.kk.dk/naa-noerrebro-hvad-er-vores-problemer-og-hvad-er-vi-gode-til/

Tænk gentrificering

Henover vinteren vil Nørrebro Lokaludvalg gerne starte en debat med nørrebro’erne om udviklingen på Nørrebro, om ”gentrificering” og om hvilket Nørrebro, bydelens borgere gerne vil have. Der er f.eks. sket en stor udvikling på Indre Nørrebro i løbet af de sidste 10 år. Det har betydet meget for beboersammensætningen, trafikmønstret, hvordan man bruger byrummet og meget mere. Men er det en dårlig udvikling og skal man gøre noget for at stoppe at det samme sker på Ydre Nørrebro? Eller er det en god udvikling, som man skal fremskynde også sker på Ydre Nørrebro? Det er spørgsmål Nørrebro Lokaludvalg stiller på deres hjemmeside.

Kort om bydelsplanen

Der laves en bydelsplan for hver bydel i København hver 4. år. På Nørrebro lavede udvalget en bydelsplan i 2011 og 2013. I opstartsperioden var der kortere end 4 år i mellem. Indtil i dag er der øremærket 90.000 kr af de afsatte 200.000 kr til bydelsplansarbejdet, skriver Københavns Kommune på hjemmesiden.

Man kan kalde bydelsplanerne for lokale hensigtserklæringer fra bydelens borgere til Borgerrepræsentationen, om hvad borgerne ønsker for deres egen bydel i fremtiden. Formålet med bydelsplanerne er altså at styrke sammenhængen mellem den bydækkende og den lokale politik for København. Du kan finde de overordnede tanker om udviklingen af hele Københavns Kommune her i Kommuneplan 2015.